DKK 1.875,00 Ekskl. kortgebyr

Børneårsmødet 2016

25.10.2016 kl. 08:30 Hotel Nyborg Strand, Nyborg
Køb billet

Billetsalget er slut

 

DKK 1.875,00 Ekskl. kortgebyr

Børneårsmødet sætter fokus på syv brændende platforme for udsatte børn i Danmark. Du får som altid hurtige dyk ned i centrale problemstillinger, både sammen med fageksperter og de udsatte selv, som emnerne handler om. OBS: Vedr. tilmelding via EAN se under "arrangøren oplyser".

Børneårsmødet 2016


Børneårsmødet sætter i år fokus på syv brændende platforme for udsatte børn i Danmark. Du får som altid hurtige dyk ned i centrale problemstillinger, både sammen med fageksperter og de udsatte selv, som emnerne handler om. Så spænd hjelmen og kom med til en hæsblæsende dag, hvor både hoved og hjerte fyldes til bristepunktet. 

Udsatte børns læring. Faglighed er ikke nok – når udsatte børn skal have succes i folkeskolen betyder de ikke-kognintive evner mindst ligeså meget viser ny forskning. Spørgsmålet er, hvordan vi får det ind i skolen, når det ikke er på skoleskemaet. 

Børn med psykisk syge forældre. ”Hvis bare jeg er lidt sødere, græder mor nok mindre”. 80.000 børn lever i familier med psykiske lidelser. For fagpersoner kan både berøringsangst, manglende viden om psykisk sygdom og misforståede hensyn til barnet betyde, at ingen får talt med barnet om dets oplevelser med forældrene. Det er en stor fejl. Børn, der ikke får forklaret forældrenes sygdom, har det med at påtage sig skylden.

Skjulte ressourcer i udsatte børn. Tove Ditlevsen taler i digtet ”Børn” om ”lyvebørnene, stjælebørnene og løftebryderbørnene – de børn, som alle voksne er meget vrede på”. De findes i alle skoler og de er svære at holde af – men aktuel forskning fortæller en anden historie, end den negative; at nogle af de irriterende træk kan vendes til at være positive overlevelsesstrategier, og ender som en ressource.

Flygtningebørns læring. Første skoledag i Danmark – dér starter den gode integrationsindsats. Der, hvor, barnet møder danske lærere og børn fra andre lande. Det ved Røde Kors, som har udviklet en metode til integration, der starter på første skoledag. 

Metakognitiv terapi som godt bud på at stoppe tankemylder. Børn fra udsatte familier grubler meget over deres egen og deres families situation – nogen af dem hele tiden. Og nogen af dem straffer sig selv og dulmer smerten med blandt andet selvskade. Fagfolk på døgninstitutioner i Danmark har opdaget metakognition – en metode, der lærer barnet at kontrollere sine tanker og skabe ro til leg, skolegang og udvikling.

Seksuelt krænkede børn. Hvordan kan man som fagperson – eller blot voksen – spotte seksuelt krænkede børn og sikre dem hjælp? Selv om hvert tiende barn oplever seksuelle overgreb, siger kun de færreste det, så de kan få hjælp – hvis de altså bliver hørt. En ny håndbog – ”Jeg ville have sagt det, hvis…” – leverer praktisk hjælp til at håndtere et tabuiseret emne.

Anbragte børn har forældre. Forskningen viser, at forældrenes trivsel, mens børnene er anbragte, er vigtigt i forhold til børnenes progression. Forfatter og socialpædagog, Karen Gjesing inviterer med afsæt i bogen ”De fordømte forældre” til et indblik i en hverdag på alt for lidt godt og alt for meget ondt som forældre til anbragte børn. 

På konferencen møder du fageksperter, der fortæller om best practice. Du møder samtidig livseksperter, der har levet udfordringerne, og som fortæller, hvad der virkede – og hvad de drømmer om. Du får mulighed for en direkte dialog med oplægsholdere og medvirkende. Og du får selvfølgelig supplerende materiale, så du bagefter kan fordybe dig i de ting, som er særligt relevante for dig. 

Konferencier på dagen er Lisbeth Zornig Andersen. 

Tid: Den 25. oktober, 2016 – 9:00-17:00.

Sted: Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg 

Hvis du har spørgsmål til konferencen, kontakt Mikael Lindholm, partner, Huset Zornig, 20409526.

Program

8:30 Kaffe og velkomst

9:00 Hvordan har de udsatte børn det?

Konferencier og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, sætter fokus på seks brændende platforme for udsatte børn i Danmark 2016 – hvad gør vi og hvordan går det? 

9:20 Udsatte børns skolegang – hvad virker?

Forskningschef Mette Deding fra SFI fortæller om, hvordan vi mest effektivt får sat fokus og turbo på udsatte børns læring. Fagligheden er vigtig – men de ikke-kognitive kompetencer er mindst lige så vigtige ifølge forskningen. Spørgsmålet er, hvordan vi får det ind i skolen, når det ikke er på skoleskemaet. 

Lisbeth Zornig Andersen fortæller om tre år, hvor hendes faglighed blev toptunet på et behandlingshjem, der skabte en helhedsorientret indsats med fokus på lektier, venskaber, fritidsjob og fritidsinteresser.

10:00 Børn af psykisk syge forældre

Cand. mag. Christina Elvan Birkemose fortæller om at være barn af en psykisk syg mor og være den, der ringede til lægevagten, når hendes mor var så bange, at hun gemte sig under bordet. Hvordan kærlighed til en mor går hånd i hånd med frygten for sygdommen. 

10:35 En anderledes voksenven

Jan Slot, leder af Bikers Against Child Abuse, Danish Chapter, fortæller om hvordan barske bisser på motorcykler kan være barnets bedste voksenven.

10:45 Pause

11:00 Flygtningebørn og læring

Skolelærer Dorte Ortved, har som tidligere skolelærer på Røde Kors’ Skole for asylbørn i Lynge oplevet, hvor dygtige og motiverede flygtningebørn er ifht. læring – men også hvordan traumatiske oplevelser sætter dybe spor i børnene, og giver råd om, hvordan man håndterer det.

Et flygtningebarn fortæller om sit møde med skolen i Danmark.

11:45 Hanna-prisen

Stand-up komiker og forfatter Sanne Søndergaard uddeler sammen med Lisbeth Zornig Andersen årets Hanna-pris. Prisen er stiftet af Huset Zornig og bliver tildelt en person, der gennem sit vedholdende og kærlige engagement er rollemodel og fyrtårn for udsatte mennesker. Prisen er opkaldt efter Hanna Andresen, leder af Gademix i Kolding, som utrætteligt siden 1999 har insisteret på, at hvert enkelt barn og ung er unikt og har krav på at få den omsorg, kærlighed, opmærksomhed, kontakt, opdragelse, kontinuitet og stabilitet, der er afgørende for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed.

12:00 Frokost

13:00  Rejsen fra Afrika

Jazz og blues sangeren Miriam Mandipira fortæller om at være barn i Afrika og giver en smagsprøve på sin musik. 

13:15 Metakognitiv terapi som godt bud på at stoppe tankemylder 

Leder af Globus, Michelle Vinzents, fortæller om, hvordan de anvender metakognition i arbejdet med de unge beboere. Metakognitiv terapi (MCT) er en ny psykologisk behandlingsmetode, som hjælper med at håndtere bekymringer, spekulationer, grublerier, fiksering på trussel og negative følelser, der blokerer for læring og udvikling.

En livsekspert fortæller om sine oplevelser med metakognition 

14:00 Anbragte børns forældre

Socialpædagog Karin Gjesing og Lisbeth Zornig Andersen fortæller med afsæt i deres fælles nye bog ”De fordømte forældre” om anbragte børns forældres vilkår og hvad der skal til, for at de kan blive den bedste version af sig selv, mens barnet er anbragt. Anbragte børn skal alle som udgangspunkt hjemgives. Spørgsmålet er, hvad de kommer hjem til.

En livsekspert fortæller om livet som forælder til et anbragt barn.

14:30 Pause

Jazz og blues sangeren Miriam Mandipira med band underholder. 

15:00 Seksuelt krænkede børn

Lisbeth Zornig Andersen fortæller om seksuelt krænkede børn og hvordan man som fagperson – eller blot voksen – kan spotte dem og sikre dem hjælp. Selv om hvert tiende barn oplever ofte traumatiserende seksuelle overgreb, siger kun de færreste til, så de kan få hjælp – hvis de altså bliver hørt. En ny håndbog – ”Jeg ville have sagt det, hvis…” – leverer praktisk hjælp til at håndtere et tabuiseret emne. 

Livsekspert fortæller om at leve med overgrebene og det svære i at sige til – og blive hørt.

15:45 Det særlige som ressource

Professor Hanne Warming fortæller om et igangværende forskningsprojekt, der for første gang fokuserer på de ressourcer, der skabes ud af en svær opvækst. Ressourcer, som af mange voksne kan opfattes som irriterende træk – lyve, stjæle, løftebrud – men som kan vendes til at være positive overlevelsesstrategier. 

Henriette Karlsen, deltager i TV2s dokumentarserie ”De Brændte Børn”, fortæller om at være set som et lyvebarn og først som ung opdage, hvor dygtig hun egentlig var til at passe på sig selv, når de voksne ikke kunne. 

16:30 Afslutning og netværk

Evaluering, forfriskninger og eftersnak ovenpå dagen med oplægsholdere og deltagere

 

OM NYBORG STRAND

Nyborg Strand er er et populært konferencecenter med gode faciliteter. Det er ligger straks uden for Nyborg på Fyn og er let at komme til.

Med tog: 

Nyborg Banegård ligger ca. 5 minutters kørsel fra hotellet, og der er togforbindelse til både Jylland og Sjælland hver halve time næsten hele døgnet. Gående fra Nyborg Banegård kan med fordel bruge "Naturstien" som er skiltet fra Banegården med "Natursti til og fra hotellet. Christianslundsvej er skiltet med "Natursti til banegården" - gåafstand max. 10 min. ved rask gåtur. Stien er asfalteret og med belysning hele vejen.

Med bil:

På motorvejen fra vest (Jylland): Drej fra ved afkørsel 45 og kør til venstre langs Storebælt ad Østerøvej direkte til hotellet. På motorvejen fra øst (København/Sjælland): Drej fra ved afkørsel 45 og kør til højre langs Storebælt ad Østerøvej direkte til hotellet.

OM VILKÅR

Tilmelding til konferencen er bindende. En deltager kan dog give sin tilmelding videre til en anden person. Deltagergebyret dækker hele konferencearrangementet inklusive morgenbrød, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og kage mv. Tilmeldingen foregår via Safeticket. Ved tilmelding oplyses navn, titel, arbejdsplads og email, samt kontaktoplysninger og hvis relevant EAN eller CVR oplysninger vedrørende betaler.

Konferencegebyret er kr. 1.500,- ekskl. moms, 1.875,- inkl. moms. Konferencen henvender sig til fagprofessionelle, men der er reserveret et antal studenterpladser med 50 pct. rabat og et antal fripladser. Forespørgsel om dette – og øvrige spørgsmål – kan rettes til Ilona Gondesen: ilona@husetzornig.dk.

Der tages forbehold for mulige ændringer i programmet. Huset Zornig kan således ikke garantere, at alle annoncerede foredragsholdere deltager, uanset om årsagen er sygdom, vejrforhold, strejker eller andet. Ved ændringer vil programmet dog til enhver tid tilpasses således, at indholdet er i overensstemmelse med sigtet. 

OM UDSTILLERE 

Huset Zornigs årlige fagkonference om udsatte børn og unge – Børneårsmødet – samler praktikere og beslutningstagere fra kommuner, myndigheder og institutioner over hele Danmark. Det gør konferencen til et egnet sted for udbydere af løsninger og produkter på børneområdet.

Udstillerne har et passende område til rådighed med et cafebord, plads til en roll-up eller to, strøm, m.m. i tilknytning til selve konferencesalen og hvor deltagerne opholder sig i pauserne. 

Der er dog en begrænsning på antal udstillere. Dette skyldes blandt andet, at muligheden for udstilling er et resultat af efterspørgsel fra leverandører, ikke konferencedeltagere, og derfor ikke må virke for dominerende i forhold til konferencegæsterne. En begrænsning på antallet af udstillere betyder samtidig, at alle udstillere har gode muligheder for at komme i dialog med konferencedeltagerne og at alle udstillere har lige gode placeringer. 


Dialogen med udstillerne - og udstillerne imellem - skal være en positiv oplevelse for alle.

Huset Zornig forbeholder sig derfor også ret til at henstille til en udstiller om at begrænse sit areal – der er kun plads svarende til et cafebord. 

Personalet på konferencecenter Nyborg Strand er meget venlige og imødekommende, og hjælper gerne udstillerne med praktiske spørgsmål.

Som udgangspunkt blander Huset Zornig sig ikke i udstillernes indhold og udtryk. Vi ønsker dog, at konferencedeltagerne skal opleve udstillerne som et plus, hvorfor vi forbeholder os ret til at afvise udstillere, hvis vi skønner, at der er en god grund til dette.

Pris for en stand inkl. 1 person, frokost mv. er 7.995 kr. ekskl. moms. 

For yderligere aftaler om flere deltagere, uddeling af materialer eller andre ønsker/forslag i øvrigt, kontakt Mikael Lindholm på email mrl@husetzornig.dk eller telefon 20409526.